Dette er en dogmevalgkamp

Jeg har ikke råd til plakater denne gang, men jeg stiller op igen. Det vil sige, at I igen får chancen for at stemme på en sjældenhed inden for kommunalpolitik. En privatansat kvinde.
Jeg vil gerne vælges igen, fordi der er et par ting jeg gerne vil følge til dørs.

Jeg er formand for Amager Strandparks bestyrelse. Er ulønnet post, men samtidig én, der giver rigtig meget mening. I løbet af de næste par år, skal parken udbygges med bygninger til kiosker, aktiviteter og andet. Det vil jeg gerne være med til. Jeg er arkitekt, og jeg tror jeg kan gøre en faglig forskel her. Allerede næste år kommer der en restaurationsbåd, med servering hele året rundt.

Havnen skal være københavnernes Blå Park med let adgang til vandet. Der skal ”hul” i kajerne. Jeg vil være med til at præge udviklingen i havnen.

Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke er vild med den planlagte bro. Jeg så meget hellere en færge. De kan flyttes svarende til behovet. Samtidig skaber færger liv i havnen

Jeg vil sørge for, at der kommer sejlbåde i havnen. Det kan der ikke nu, idet det er forbudt at sejle udelukkende med sejl syd for Nordre Toldbod.  Det havneregulativ skal laves om. Der kommer højst 3-4 erhvervsskibe om ugen. De burde kunne sejle på en bestemt dag.

Jeg vil sørge for, at der kommer en ordentlig bropolitik, således at vi stadig kan få sejlende gæster ind i Christianshavns kanal. Der kommer omkring 100 på de gode sommerdage.

Jeg er blevet ordfører for ”ældresagen”. Udelukkende på grund af min alder. Det skal jeg nok gøre mere ved. Jeg har lige udviklet en ”ældrepolitik”. Den havde Det Radikale Venstre ikke.  Så det har vi nu. Jeg sidder i Handicaprådet, så der er en del af problemstillingerne, jeg allerede har arbejdet med. Endnu en ulønnet post.

Og meget, meget mere.

Med venlig hilsen

Monica Thon
Medlem af Borgerrepræsentationen
Teknik- og Miljøudvalget
Det Radikale Venstre 

P.S.  Jeg har siddet i borgerrepræsentationen i 2 omgange (8 år).